Ez az oldal sütiket használ

A portál felületén sütiket (cookies) használ, vagyis a rendszer adatokat tárol az Ön böngészőjében. A sütik személyek azonosítására nem alkalmasak, szolgáltatásaink biztosításához szükségesek. Az oldal használatával Ön beleegyezik a sütik használatába.

Jæger, Frank: Első délután (Første eftermiddag Magyar nyelven)

Jæger, Frank portréja

Første eftermiddag (Dán)

Du fylder mit tomme Timeglas med levende Ord,

rødt drypper de sig deri og dufter berusende søde.

Du piller et lille Hul i Lysthusets Lindevæg,

kniber dit Øje i og stirrer en Stund derud.

Men Rotten jeg saa i Morges, tilfældigt bag Kælderruden,

den Rotte glemmer jeg ikke: Den sad og spiste et Æg.

 

Aa det kan ikke regne i Dag, hvor du gerne vil se

Markernes myldrende Spirer, som trænger til megen Sol.

Saa mange Skygger, du ønsker dig henover Havens Gange,

staar frem af Stammernes Gem og ser meget evige ud.

Men Rotten vil ikke glemmes, selvom jeg tier om den,

saa æder den ind paa min Tanke: Den havde et skabet Blik.

 

Al den Ejendom kender mig nu, Lysthuset her er dit,

altid skal dine Lader og Ord være til herinde.

Duerne hviler paa Taget, kaster sig bort paa een Gang,

klapper forbi os højt oppe. Se, det er dine Duer.

Morgenrotten er min. Den gemmer jeg i min Kælder.

Jeg laaste den inde. Dens nøgne Hale piskede vredt.

 

Du kniber dit Øje i og kigger igen derud.

Hestene staar i Dammen og drikker med tunge Maver.

Du vender dig roligt mod mig, har mærket min lille Tvivl,

rækker mig saa dine Hænder, som dufter af Sommersæbe.

Over vort Møllenstensbord Idylias mørkeblaa Himmel.

Rotten sidder i Græsset. Nu snuser den til din Fod.



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásahttp://www.idylia.dk/pdf/Den

Első délután (Magyar)

Kiürült homokórám eleven szavaiddal töltögeted tele,

vörösen csöppennek bele s illatuk részegítő-édes.

Apró lyukat kotorsz a lugas hársfalába

s szemedet összehúzva leselkedsz kifelé kicsit.

De a patkányt, amelyet a pinceablakon át láttam ma reggel itt,

a patkányt nem felejtem. Ült és tojást evett.

 

Ó, ma aztán igazán ne essen, amikor te oly nagy örömmel néznéd

a zsendülő vetést a földeken, nekik úgy kellene a sok nap.

Mennyi árnyék, ahogy a kerti ösvényekre kívánkozón kinézel,

vetül elő a törzsek rejtekei mögül s tűnik nagyon öröknek.

De ne feledjük a patkányt, noha én egyre hallgatok róla még,

a gondolataimban itt rágcsál: Pillantása rühes volt, ótvaros.

 

Minden vagyontárgyad ismer már engem, miként ez a lugas is itt,

szavaid s nevetésed töltik be mindörökre már.

Tetején a galambok hirtelen szárnyra kelnek

s elcsattognak fölöttünk. A te galambjaid, nézd.

De a reggeli patkány enyém. A pincében őrzöm.

Oda zártam be. Dühvel csapdosott csupasz farka.

 

Összehúzod szemed és újból csak kileselkedsz.

Nehéz gyomorral isznak a lovak, állva a tóban.

Szemernyi kétkedésem észlelve, mégis nyugodtan fordulsz felém megint

és szappanillatú kezed nyújtod nekem.

Malomkőasztalunk fölött Idillország mélyenkéklő ege.

A patkány meg ül a fűben. És lábadat szaglássza már.



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásahttp://www.federatio.org/mi_bibl

minimap