Ady Endre: Vegvill ryttar (Az eltévedt lovas in Norwegian)

Vak ügetését hallani

Eltévedt, hajdani lovasnak,

Volt erdők és ó-nádasok

Láncolt lelkei riadoznak.

Hol foltokban imitt-amott

Ős sűrűből bozót rekedt meg,

Most hirtelen téli mesék

Rémei kielevenednek.

Itt van a sűrű, a bozót,

Itt van a régi, tompa nóta,

Mely a süket ködben lapult

Vitéz, bús nagyapáink óta.

Kísértetes nálunk az Ősz

S fogyatkozott számú az ember:

S a dombkerítéses sikon

Köd-gubában jár a November.

Erdővel, náddal pőre sík

Benőtteti hirtelen, újra

Novemberes, ködös magát

Mult századok ködébe bújva.

Csupa vérzés, csupa titok,

Csupa nyomások, csupa ősök,

Csupa erdők és nádasok,

Csupa hajdani eszelősök.

Hajdani, eltévedt utas

Vág neki új hináru utnak,

De nincsen fény, nincs lámpa-láng

És hírük sincsen a faluknak.

Alusznak némán a faluk,

Multat álmodván dideregve

S a köd-bozótból kirohan

Ordas, bölény s nagymérgü medve.

Vak ügetését hallani

Hajdani, eltévedt lovasnak,

Volt erdők és ó-nádasok

Láncolt lelkei riadoznak.

1918

Å, høyr, ein vegvill ryttar jagar

i fjerne tiders blinde trav

og skremmer døde skogars sjeler

som søv i jern og mosegrav.

Der enn dei siste spreidde restar

av urtidsskogar veks av myr,

der dukkar skrømta opp i dagen

frå gløymde vintereventyr.

Sjå, her er snaret, her er krattet,

her er det gamle, mørke kvad

som heilt frå grimme fedrars tider

låg løynt i skoddehav ein stad.

Det spøker over alt om hausten

og folk blir borte, ein for ein.

November går i tåkekappe

på sletta, over stokk og stein.

Den nakne sletta dreg eit dekke

av siv og skog om sine sår

og gøymer all november-tåke

i dis frå farne tusenår.

Så full av blod, så full av løyndom,

så full av svunne ætters liv,

så full av lengt og von og vanvit,

så full av røter, sump og siv.

Ein vegvill vandringsmann på leiting

langs stigen overgrodd av tang.

Men ingen lys kan vise vegen,

og ingen landsby-klokkeklang.

Ein frostrøyk stig frå stumme grender

som drøymer om ei urtidsnatt.

Og varg og illsint bjørn og bøffel

kjem tumlande or tåkekratt.

Ja, høyr, ein vegvill ryttar jagar

i fjerne tiders blinde trav

og skremmer døde skogars sjeler

som søv i jern og mosegrav.