Ez az oldal sütiket használ

A portál felületén sütiket (cookies) használ, vagyis a rendszer adatokat tárol az Ön böngészőjében. A sütik személyek azonosítására nem alkalmasak, szolgáltatásaink biztosításához szükségesek. Az oldal használatával Ön beleegyezik a sütik használatába.

Oehlenschläger, Adam: Az arany ivótülök (részlet) (Guldhornene Magyar nyelven)

Oehlenschläger, Adam portréja

Guldhornene (Dán)

De higer og söger
I gamle Böger,
I oplukte Höie
Med speidende Öie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.
 
Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
„I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!“
 
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner
Toner!
De sig möde, de sig möde,
De forklarede Höie,
Kampfarvede, röde,
Med Stierneglands i Öie.
 
„I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
En Möe
Skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!
 
Hrymfaxe[1] den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe[2] traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.
 
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Möe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rödmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det röde Guld.
 
En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!
 
Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.
 
Et Sekel[3] svinder!!
 
Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
 
„For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Höie
I Naturens Öie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Störste,
Som brændende törste
Efter Livets Liv,
Som – o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
Ukiendt i Lön,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.
 
Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling[4] oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
 
Ved lune Skov
Öxnene[5] trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.
 
Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskare
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.
 
Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
 
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa röde Sider.
 
Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.
 
Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.
 
Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Öie.
 
Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
 
 
[1] Hrymfaxe (Rimfaxe): i nordisk mytologi guddommen Nats hest, der hver nat trækker Nats kærre over himlen.
[2] Skinfaxe: i nordisk mytologi guddommen Dags hest, der med sin strålende manke (oldn.faxi) oplyser luft og jord.
[3] Sekel: århundrede.
[4] Delling: i nordisk mytologi gud for solopgangen.
[5] Øxen: okse.



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásahttp://danmarkshistorien.dk

Az arany ivótülök (részlet) (Magyar)

Lesnek titokra,
sárgult lapokra,
kémlelve, túrva,
domb alá fúrva,
pajzsra és kardra,
földdé lett falra:
csontot-törőre,
a rúnakőre.
 
Hajdani tettek,
varázst sugallók,
semmit-se-vallók,
betűk derengnek.
Nézik hiába,
elméjük kába,
ködben az égi.
"Ti régi, régi,
ti tovatűnt napok,
mikor északon égtek
mezsgyéi az Égnek,
visszavillanjatok!"
 
Mennyei búgás,
éjféli zúgás,
sírok nyögése,
rózsák törése.
Az égi rendek
zengnek!
Ők, ők tolongnak,
fennen lobognak,
véres a harcuk,
csillog az arcuk!
 
"Ti, kik kutattok,
kincsre akadtok:
ősrégi vén kincs,
megvan és még sincs.
A rég-kihúnytnak,
arany-szinén ég
jele a múltnak. 
Bölcs, tiszta szépség.
Szívvel fogadja,
becsülje népe.
A szépek, szépe
a lány
lel szent aranyra!"
S megtört a hang a
mennyek falán.
 
Éjszaka Ménje
merül a mélybe,
tengerbe fordul.
Hajnal csikordul,
Nap-Atya tárja,
Fény Paripája
lobogva lángol,
égen világol.
 
Zengő madárdal,
virágra aggat
füzért a harmat,
szellőcske szárnyal.
S a könnyü-léptű
ott táncol éppen
azon a réten.
Ibolya-ékű
vadrózsa arca,
liliom karja.
Szarvasünőképp
szökell s előlép,
tündéri kedve
igen sietne,
gyönyörre vágyna -
s botlik a lába.
Bámulva bámul,
fém-tűzön ámul,
pirulva, égve
hajol le érte,
megriadt vadként
fekete földből
lángolva föltör
vörös arany-fény.
 
A menny szelíden
dörren!
Északra minden
döbben!
 
Jönnek sereggel,
nyüzsgő tömeggel,
kutatnak, ásnak,
új kincsre vágynak,
de semmi kincs!
Ásnak és fúrnak,
csak földbe túrnak,
más semmi sincs.
 
Száz év letűnik!
 
Egek dühe gyűlik,
lecsap a szirtre.
Vihar zsilipje
szakad az ártól,
Norvégiától
le Dániáig
az ég világit,
benne bölcs vének
összegyülének.
 
"A keveseknek,
érdemeseknek,
a szabadoknak,
kik szállva szállnak,
csúcsra hatolnak,
a Lét szemébe,
néznek tüzébe,
istent imádnak
láng-sugarában,
Napban, virágban,
kicsinyben, nagyban,
szomjazva abban
Létek Létére,
- ó tiszta lelkek! -
tünt századokra.
Nézz ez edényre,
isten szemébe,
mert őt ragyogja!
A föld szülötte,
névtelen kölyke,
ki mint atyái
testes, erős, ép,
és túrja földjét,
rá fog találni
az Ég kegyéből!" -
zengett az égből.
 
Éjszaka Ménje
merül a mélybe,
tengerbe fordul,
Hajnal csikordul,
Nap-Atya tárja,
Fény Paripája
lobogva lángol,
égen világol.
 
Ökrök borongnak
a hűvös zöldben,
vasekét vonnak
fekete földben.
Az eke torpan,
döbbenet szárnyal,
reszket a lombban.
 
Nyüzsgő madárraj
némul az ágon,
szent némaság ül
a tág világon.
 
Földben a hang:
arany-harang.
 
Kettős fénye messzi multnak
új időkben így dereng fel.
Zsíros földbe visszahullnak
vörösfényü rejtelemmel.
 
Titkos szentség tüze óvja
szélükön a titkos ábrát.
Öröklét csodája hordja
istenüknek glóriáját.
 
Fekete ég, vihar szaggat,
rémes óra tört a földre:
visszavették, amit adtak:
kegyelmüket, mindörökre!
 
 
Az arany ivótülkök - a vers a dán archeológia két legnevesebb leletéhez fűzi gondolatait. Két, i.sz. IV. századi arany ivótülköt 1659-ben, ill. 1734-ben a dél-jütlandi Gallehusban találtak. Gazdag reliefjük valószínűleg egy nagyobb ünnepség sokfigurás jelenetei, az egyik tülkön pedig egy rúnaírásos mondat is található, a legrégibb dán nyelvemlék. Mindkét ivótülköt 1802-ben ellopták, és azóta sem került elő.



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásahttp://jazsoli.blogspot.hu

minimap