Ez az oldal sütiket használ

A portál felületén sütiket (cookies) használ, vagyis a rendszer adatokat tárol az Ön böngészőjében. A sütik személyek azonosítására nem alkalmasak, szolgáltatásaink biztosításához szükségesek. Az oldal használatával Ön beleegyezik a sütik használatába.

Bønnelycke, Emil: Évszázad (részletek) (Aarhundredet Magyar nyelven)

Bønnelycke, Emil portréja

Vissza a fordító lapjára

Aarhundredet (Dán)

 Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, du Seklernes Sekel, der er rig paa aldrig før anede Omskiftelser, rig paa Kaos, paa Forvirringens Skønhed, Hastighedens Pragt, rig paa halsløse Fremskridt, rig paa Rædsel, paa en svulmende, morderisk Ouverture, Krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer, Mitrailløserne, forkynder Verdensrevolutionen.
 Jeg elsker din tekniske Grænseløshed. Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første gang i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade den… erobre en anden Klode…gøre den til sin…
 Jeg elsker alt det, som sker og som skal ske.
 Jeg elsker de elektrotekniske Alkymister, Opfinderne, der løber Ideernes udødelige Marathon, de, der har den afgørende Kærlighed til Produktionen, Frugtbarheden, Kilderne, Blodet, Solen og Sundheden.
 Jeg elsker Organisatorerne, Administratorerne for deres nøgterne Blik for Nødvendighederne. Jeg elsker Statistikerne, Beregnerne for deres eksklusive Sans for Logik.
 Jeg elsker Matematikerne, Polyteknikerne. Jeg synes, at Tal er Poesi, og at Grafikernes møjsommeligt udarbejdede Streger er som et Digt!
 Jeg elsker Tidens kolossale Rummelighed, dens Ekspansion; thi den betyder Sfærernes Erobring.
 Jeg elsker en Sporvognsskinne for dens blanke, blaa Jern. En Jernbaneskinne, et klaprende, præcist virkende, engelsk Sporskifte.
 Jeg elsker Masser af Signalmaster, Broer, Viadukter, Banegaardshaller, Tunneller. Den elektriske Centralaflaasning er mindst ligesaa betydeligt som et Digt som "Romeo og Julie"… Der er skrevet Afhandlinger nok om "Købmanden i Venedig", dette overordentligt slette Skuespil…
 Jeg elsker en Sporvognsmast, En Plakatsøjle, en Cigaret, en Tændstik mere end et af Chr. Winthers digte. (han er jo i det hele taget en rædsom Digter.) Er en stejl Fabriksskorsten af Jernbeton ikke nydelig i Linjerne? Enkel, fast og præcis. Er Asfalten ikke en morsommere Ting end Grønsværen? Er Sporvognene, Bilerne, Cyklerne, Kioskerne, Butikkerne, Reklamerne, Aviserne ikke en ny frodig Side i Menneskeaanden?
 Er Telegraferne, Telefonerne, Buelamperne, Elevatorerne, Kranerne, Togene, Aëroplanerne ikke en Blomstring, som pludselig finder sted i Verdenshistorien efter Aartusinders monotont Mørke? O, du unge Jord, du er som et Barn, der begynder at kunne gaa, begynder at kunne tale. Tænk paa din Udvikling. Tænk dig selv som en kold og moden, blændende Orator…
 Jeg elsker Skibene, Damperne. Oceanflyveren med fire Skorstene, den pompøse Bov og den indre skinnende Luksus. Radiotelegrafisterne, Navigatørerne. Jeg elsker Skibenes Ruter og deres skønne Navne: "Imperator", "Britannic". Cunard Line. Ø.K. Det forenede. Hamburg Amerika Linie. Ostindiske Lloyd.
 Jeg elsker Togene. Lokomotivet er bedre Skulptur end et af Michel Angelos Mesterværker…
 Jeg elsker Waggonerne, som hviler bøjelige i deres Trucker og synger sagte Sange med deres Staalhjul. Der er noget hjemligt ved Kupéens Komfort…
 Jeg elsker disse vandrende Stuer, og de er mit Hjem…
 Jeg skuer i Fortabelse det majestætiske Eksprestog, der plyndrer Afstandene for deres Kilometer, en løbsk Enhjørning.
 Jeg elsker Aëroplanerne, som pløjer Æteren, underlægger sig Skyerne og stiger i uanede Højder.
 Jeg elsker den ubændige Kraft og eksplosive Larm af en Gnommotor, Model 1918; thi det er den Lyd, som skal tone i Fremtiden. Propellernes Sang, Hastighedens øredøvende Salme og dens fjerne Syngen.
 Jeg elsker Propellens slanke Bygning, dens fint formede Lemmer, de svungne Lægge -.
 Jeg elsker Aëroplanets Vinger, dets blinkende Oliebeholder, Hale, Højderør, Kabler, Barduner, Karburator, Gier og Tændrør. Disse hvide og gyldne Sommerfugle, Myg og sejlende Guldsmede skal befolke den blaa Luft med en uhørt Trafik, en gigantisk Vision. O, du nære Tid, da Oceanflyverne starter fra Amageraërodromen. Amerikabaaden lægger til fra Raadhuspladsen. O, du Tid, da Sporvognene i elegante Spiraler kurver sig omkring Raadhustaarnet. I Følelsen af at miste Grund under Fødderne, i Følelsen af at blive løftet og baaret, i Følelsen af at bevæge sig i Kurver, Rytmer, Stigninger og Cirkelsving vil Menneskets Syn udvikle sig!
 Derfor er du Aarhundrede, en gribende kombineret Tid af Skønhed og Skræk, af Angst og Fryd, af Rædsel og Selvfølgelighed. Menneskene er ligesom blevet bange for sig selv ved Følelsen af at tage Magten fra Elementerne… Deres Ringhed har kulmineret i Krigens morderiske Morads, og hvor Ringheden kulminerer, begynder en Storhed. Afmægtige ved Synet af deres uovervindelige Forvildelser rejser de sig, retledede af deres Afmagt, oplever deres Genfødsel, vor Tids Renæssance.
 Derfor er du, Aarhundrede, en Stortid, en Særtid, en Rædselstid, en Jubeltid. Saa voldsomt har Menneskeheden aldrig før følt. Saa heftigt har Verdensstemningerne aldrig svinget.
 Derfor er du Aarhundrede, en Tid for Ungdom, aandelig Kamp, for vilde, nye Drømme, for intellektuel Hasard, for forceret Liv, Sport, Hastighed, Travlhed, jagende Uro, Konkurrence. Ve den, der ikke vælger. Han dør to Gange. Første Gang distanceret af den nye Tids intellektuelle Stafetløbere…
 Jeg elsker dig, du lykkelige Ulykkestid…
 Jeg elsker dig, du selvfølgelige Rædselstid…
 Jeg elsker dig, du fornuftige Vanvidstid…
 Jeg elsker dig, du kaotiske Systemtid…
 Jeg elsker dig, Mørkets Tid, Opstandelsestid, Epokernes store Selvmodsigelsestid…



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásahttp://www.dac.dk

Évszázad (részletek) (Magyar)

Szeretlek, rejtvényekkel burjánzó idő, évszázadok évszázada, álmodhatatlan változások kora, káosz kora, zűrzavar szép kora, sebesség pompájának kora, fejetlen fejlődés kora, borzalmak kora, pöffedő gyilkos nyitányok kora, és a háborúé, hol harsonák, ágyúk, dobok és gépfegyverek zendltik fel a világforradalmat.
Szeretem technikád határtalanságát, gépeid térképezetlen földrészeit, a légcsavarok száza-dát, mikor az emberiség, először a történelemben, felszárnyal a földről, és, ki tudja, talán vissza se tér ..., új bolygót hódít meg magá-nak ..., ott kezdi újra a ...
Szeretem mindazt, ami velünk történik, és történni fog.
Szeretem az elektrotechnikus alkimistákat, az eszmék halálos maratoni bajnokait, szeretem, akik végletes szeretettel csüngnek termelésen és termékenységen, forrásokon, véren, napfényen, egészségen. Szeretem a szervezőket, az ügyintézőket, szeretem a szükségszerűségre vetett józan pillantásukat. Szeretem a statisztikusokat és a kalkulátorokat, kiváltságosán logikus elméjükért. Szeretem a matematikusokat és a politechnikusokat. Szerintem a Szám, az költészet, és a grafikonok fáradságosan húzott vonalai is költészet! Szeretem a korszak kolosszális tágasságát, széttárulását, mert új Szférákat most hódíthatunk.
Szeretem a villamossínek csillogó kék vasát, a pontosan csattanó angol sínváltókat, a vasúti jelzőket, a hidakat, a viaduktokat, az állomáscsarnokokat, az alagútakat. Egy Központi Transzformátor legalább oly jelentős, mint a „Rómeó és Júlia”... A távíró, a telefon, az ívlámpák, elevátorok, daruk és repülőgépek, nem olyan-e mind, mintha fényes virágok fakadtak volna történelmünk évezredeinek egyhangú sötétjéből? Ó, ifjú Föld, mint a gyerek, mely járni és beszélni kezd ...
Szeretem a hajókat, az óceánjárókat, a négykéményeseket. Szeretem a hajótársaságok nevét: Cunard Line, Egyesült Hamburg-Amerika Járat, Kelet-indiai Lloyd ...
Szeretem a vonatokat. A mozdony szebb szobor, mint Michelangelo bármely munkája. Szeretem a vagonok szelíd énekét az acéltengely körül. Szeretem a vándor vonatfülkék otthonosságát, otthonaimat, az expresszvonatot, ezt a kilométerfaló, vad egyszarvú lényt.
Szeretem az étert felszántó repülőgépeket, a zabolátlan robbanómotort (1918-as modell), és hangját, a jövőnk hangját, a légcsavarok énekét, a fényes olajtartályokat, kábeleket, porlasztókat, sebességváltókat és gyújtógyertyákat...
Szeretlek, évszázad, századok százada, forradalmasult világunk bejárata, szépség és rettenet ötvözete, borzalom és béke, esztelenség és nyilvánvalóság. Reszket az ember magamaga előtt, miképp a megfékezett elemek előtt is. És mihelyt a legkisebbnek érzi majd magát, kezdődik nagysága kora.
Évszázad, te, idők újjászületése, ifjúság kora, a szellem harcainak kora, új vad álmok és az értelem kockázatainak kora. Jaj annak, aki nem választ! Kétszer hal meg az ilyen...
Szeretlek, boldog bajok kora...
Szeretlek, nyilvánvaló értelmetlenség kora...
Szeretlek, józan őrültség kora...
Szeretlek, kaotikus rendszeresség kora...
Szeretlek, sötét kor, a felemelkedés kora, minden idők ellentmondásainak kora…



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásaB. I.

minimap