Ez az oldal sütiket használ

A portál felületén sütiket (cookies) használ, vagyis a rendszer adatokat tárol az Ön böngészőjében. A sütik személyek azonosítására nem alkalmasak, szolgáltatásaink biztosításához szükségesek. Az oldal használatával Ön beleegyezik a sütik használatába.

Jensen, Johannes Vilhelm: Kongens fald (detaljer)

Jensen, Johannes Vilhelm portréja

Kongens fald (detaljer) (Dán)

1. Mikkel

Vejen bøjede til venstre over en Bro og Ind gennem Serritslev By; Grøfterne laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne hvilede hist og her en hvid Blak, en Blom-stertaage, i Skumringen. Solen var gaaet under, og Luften stod kølig klar, skyløs men uden Stjærner.

Der kom et Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej. Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

Læsset holdt udenfor Serritslev Kro; de svedige Heste vendte Hovedet tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa. Kusken lindede sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast. Saa vendte han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.

Er der nogen til færds — kanske?

Hvad — der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde? I det samme kom en Pige frem i Døren. Kusken ønskede sig en Dram. Mens han ventede paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besværet. Ned kom han da og stod og rystede sig — et langt knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.

Singodt, sagde han. Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt. Om han ellers holdt videre. Kusken? De kunde jo altid gaa indenfor og tage en Snaps mere paa Følgeskabet.

Men da de kom ind i Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt; ogsaa den anden tabte Sikkerheden. Midt i Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til Byen. De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og Skæg fangede Øjet som en Glædesild. Lænet op mod Bordet og Bænkene stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben. Enhver kunde se, at Læderstropperne havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug. Alle fire vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.

Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord der. Hun var knap gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte sig i Sædet og brast i Latter.

Se nu til ham der, ham med Hætten — det gør godt, hvor det kommer! Han talte tysk.

De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le. Den lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom ud. Da han havde drukket, satte han sig roligt ned. Lyset faldt paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende som en Mand, der har Filosofi.

Da rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk:

Vor Lystighed var ikke ondt ment — gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin?

Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Før han skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus. Saa henfaldt han til at purre i Haaret og slibe Haand-fladerne op ad sine ru Kinder. Han hørte flre Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød Vin brænde foran sig. Og Skaal, Skaal!

Ihr Herren! Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige Krop, idet Vinen løb i ham. Han skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i Haanden. Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer, Fingrene gravede i det lysebrune Haar. Ansigtet var langt — og Udtrykket deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han havde set en Gang ved et Marked, en ung

Badutspringer, der sad ensom i en Krog uden at tage sig noget for — syg velsagtens. Mikkel huskede det unge, lidende Ansigt nu—netop saadanne Øjne havde han der. Men Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham. Hvem var det, hvor var det? Han saa' ud som en Adelsmand.

Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen. Han gjorde Besked med største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af Mennesket paa den anden Side Bordet. Der var en Mystik om det brune Hoved, og se der vendte han Brystet til. Armene sad i en paafaldende Afstand fra hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde. Hvorfor havde han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed.

Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende. Og Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for „Storken” inde i Byen. Mikkel sprokkede tysk meget gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke paa sit Øgenavn ... paa den anden Side vidste Tyskerne her heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som Ophavsmand til latinske Oder og Distika ... hvorfor sagde den unge derovre ingenting? —

Otte Iversen! Der faldt Navnet. Saa var det ham alligevel. Og Mikkel huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir —hjemme i Jylland — han følte sig selv staa klejn og elendig der udenfor. Han havde været der nogle Gange. Det var længe siden. Kun en eneste Gang havde han set ham ... det var altsaa den Junker Otte, han havde skimtet inde i Gaar-den som en spinkel Dreng og tænkt paa siden. Han stod derinde i en Flok Hunde og med en forpjusket Falk paa Tonmiel-fingeren. Og nu sad han her, højvoksen, smal som en Pige.

Knægtene smaalo. Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.

Kusken viste sig i Døren. Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig. Det var Mikkels Sager, Udbyttet af hans Tur paa Landet — der stod hans Forsmædelse ganske nøgen nede ved Døren; han vendte forvirret Ryggen dertil.

Men de tyske Soldater lo og fik en Idé — Æg var jo aldrig af vejen. Mikkel flyede da Æggene fra sig baade glad og fornedret, og de blev drukket allesammen, som de var. Otte Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles ikke noget.

Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig. Hans Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at være dem prisgiven — og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i Rytme. Han skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham, mistroisk, logrende ... kendte han ham mon ikke? — nej, gid han alligevel ikke kendte ham.

Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte Snak og morede sig vemodigt — han blev varm af alt, hvad han saa og hørte. Og medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og bamlede sig.

De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken. Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet. Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at gaa i sig selv. Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed. Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i Orden. Otte Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.

Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro. Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet. Otte Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved. Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.

Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden — de viste ham Tagene. Hver Gang den hvasse Od vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad — det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.

Og Clas sang:

Ei werd’ ich dann erschossen,

Erschossen auf breiter Heid’,

Man trägt mich auf langen Spieszen,

Ein Grab ist mir bereit;

So schlagt man mir den Pumerlein Pam,

Der ist mir neunmal liber

Denn aller Pfaffen Gebrumm.

De halve af Ordene sivede ham ud i Skægget. Og man opvartede med Krigshistorier, om Fægtninger her og der — huit, huit — om Sejre og Dødsfarer og ...

Heinrich, husker du den blonde Lenore? raaber saa Clas ellevild. Jo, Heinrich mindedes Lenore. Historien haglede øjeblikkeligt fra hans iMund, Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

Men Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen — og han alene blev et Smil va’r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.

Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet.

Men Heinrich fortalte væk. Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det ene Ben over det andet. Da Historien endelig var ovre, blev der ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden. Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham — han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.

Heinrich saa ganske betuttet ud. Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie. Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg. Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande. Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin — gru, gru! Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter lød som en Skralde. Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som før.

Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev lukket. Da de kom udenfor, følte Mikkel Thøgersen igen Afstanden mellem sig og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var naaet indenfor Nørreport. Landsknægtene gik videre ind i Byen, Mikkel stod og saa lidt efter dem. inden han tog til venstre for at komme hjem.



FeltöltőP. T.
Az idézet forrásahttp://archive.org

Kérjen fordítást!

Ön itt és most kérheti, hogy valaki fordítsa le Önnek (és a világnak) ezt a művet is egy másik nyelvre. Mi eltároljuk a kérését és megmutatjuk mindenkinek, hátha valaki vágyat érez majd, hogy teljesítse azt. De nem ígérhetünk semmit sem ... Ha megadja az e-mail címét is, akkor azonnal értesítést küldünk Önnek, amint elkészült a fordítás.

NyelvKérések+1
Magyar

Kérek egy e-mailt, amikor elkészül a fordítás:


minimap