Bjørnson, Bjørnstjerne: Af kantaten over N. F. S. Grundtvig

Hans dag blev den største i Norden var sét,
med midnat-solens under den hélt gik i ét:
ti lyset, som han sad i, var lyset af "Guds fred,"
og det har ikke morgen, og aldrig går det ned.

I lys af Guds fred han historien gav
som åndens gang på jorden, der død ej ved af.
I lyset af Guds fred han de fædres stærke vej
til følge og til varsko lagde åben for dig.

I lys af Guds fred han årvågen var med, -
med folket, hvor det bygged, med ånden, som stred.
I lyset af Guds fred al oplysnings magt han så,
og hvor hans ord blev trod, der folke-skoler gå.

I lys af Guds fred stod i bitreste sorg
for Danmarks folk hans trøst som en skinnende borg:
i lyset af Guds fred skal det tabte tages 'gæn,
og tusen-fold forøges, hvad som æn ligger hen.

I lys af Guds fred står hans oldinge-værd
som livets sum og amen til hans mandige færd.
I lyset af Guds fred hvor det strålede, hans blik,
når hvid han steg for altret med tilgivelsens drik.

I lys af Guds fred kom hans ord over hav,
i lyset af Guds fred vugger salmen, han gav.
I lyset af Guds fred, bag dets sol-stråle-fos,
der skjultes han, og der står hans minne nu for os.